BETÆNKNING

 

Afgivet af Landstingets Erhvervsudvalg

 

vedrørende

 

Forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug

 

Afgivet til forslagets 2. behandling

 

Landstingets Erhvervsudvalg har under behandlingen bestået af:

 

Landstingsmedlem Simon Olsen, Siumut, formand
Landstingsmedlem Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit, næstformand
Landstingsmedlem Per Rosing-Petersen, Siumut
Landstingsmedlem Finn Karlsen, Atassut
Landstingsmedlem Mads Peter Grønvold, Kandidatforbundet

 

Landstingets Erhvervsudvalg har efter 1. behandlingen under EM 2001/21 gennemgået Forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug med bemærkninger.

 

Udvalgsarbejdet.

Udvalget har behandlet forslaget til landstingsforordning på tre møder. Herunder har udvalget haft Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Bygder i samråd. Endvidere har udvalget afholdt et møde med APK, Den grønlandske havfiskerisammenslutning. Desuden har udvalget afholdt et møde med Landstingets Finansudvalg samt Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg.

 

Indstillinger og politiske bemærkninger.

Udvalget har under sit arbejde med forslaget undersøgt, hvilke andre finansieringskilder, der vil findes fremover, når der ikke ydes støtte til nye rejefartøjer via erhvervsstøtteordningen.

Et flertal i udvalget (Siumuts, Inuit Ataqatigiits og Atassuts medlemmer) noterer sig i den forbindelse, at Landsstyret har fremsat et ændringsforslag til Forslag til Landstingsfinanslov 2002, som overfører 20 mio. kr. fra strukturpolitisk pulje til strukturtilpasning i fiskeriet. Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Bygder har under et samråd med udvalget oplyst, at disse midler afsættes til en strukturtilpasningsordning for det kystnære rejefiskeri. Disse midler vil således sammen med fiskernes egne midler kunne indskydes som egenkapital eller risikovillig kapital, og herved supplere de kommercielle lånemuligheder, i forbindelse med anskaffelser af større fartøjer til det indenskærs rejefiskeri.

Dette flertal i udvalget støtter denne ordning, men har samtidig tilkendegivet overfor både Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Bygder samt Landstingets Finansudvalg, at de tilbageværende 8 mio. kr. i den strukturpolitiske pulje ligeledes udelukkende bør finde anvendelse på strukturtilpasning i det kystnære rejefiskeri. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at de tilkendegivelser om mulig deltagelse i finansieringen af kystnære fartøjer, som har været fremført fra det havgående fiskeris side, følges af nogle krav, som det efter udvalgets opfattelse kan vise sig vanskelige at imødekomme.

M.h.t. den del af forslaget, som medfører, at der ikke længere vil kunne ydes støtte til anskaffelse af nye mindre fartøjer og joller til fiskeri efter hellefisk, men alene til fartøjer over en vis størrelse, i Uummannaq, Upernavik og Diskobugten, lægger flertallet i udvalget stor vægt på, at Landsstyret er opmærksom på, at de nødvendige finansieringsmuligheder er til stede i forbindelse med denne vanskelige omstillingsproces. I denne sammenhæng bedes Landsstyret oplyse, hvor mange fartøjer der forventes anskaffet årligt med støtte efter de ændrede regler.

Afslutningsvis skal flertallet i udvalget opfordre Landsstyret til at overveje, om der kan tilføres fiskerne nogle muligheder for at hente rådgivning i stil med den rådgivning, fåreholderne får gennen Landbrugsrådet og dets underliggende institutioner.

Herefter indstiller et flertal i udvalget (Siumuts, Inuit Ataqatigiits og Atassuts medlemmer) forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (Katusseqatigiits medlem) mener, at der ikke i nødvendigt omfang er blevet sikret en finansieringsform og investorer til strukturtilpasningen i det kystnære fiskeri. Mindretallet mener, at de midler, der foreslås afsat ved et ændringsforslag til Finansloven for 2002 ikke er tilstrækkelige. Generelt mener mindretallet, at midlerne til nyanskaffelser af fartøjer er for små og at de skal forhøjes

På den baggrund indstiller et mindretal i udvalget (Katusseqatigiits medlem)forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug til forkastelse.

Med disse bemærkninger skal Landstingets Erhvervsudvalg overgive Forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug til 2. behandling.

 

Simon Olsen, siulittaasoq

Johan Lund Olsen                                               Per Rosing-Petersen

Finn Karlsen                                                       Mads Peter Grønvold